Vi glæder os meget over på ny at kunne invitere til reception i CMYK kælderen:
Anders Tegner Dagligt – 240 tegninger af Anders Brønserud
FERNISERING fredag d. 12. juni kl. 18.00 – 21.00
Udstillingsperiode: 12/6 – 10/7 2020
Fra oktober 2019 og til juni 2020 har Anders Tegnet Dagligt: Et på forhånd fastlagt format og udtryk, om hvad som helst. I perioden har Anders lagt livet som illustrator på fuld tid bag sig. Han arbejder nu i en børnehave på deltid, mens han fortsat tegner, mest af lyst. Den daglige tegning indkapsler store og små begivenheder, op- og nedture, og især børnehavebørnenes sproglige guldkorn.
Den endelig ophængning bestående af 240 tegninger, i sort tuschstreg med akvarelfarvelægning kan læses som ét narrativ, mens hver enkelt rude alene er “en lille skive liv”.
Anders Brønserud er uddannet grafisk designer og har arbejdet som sådan i reklamebranchen, på forlag og som selvstændig. Han har illustreret magasiner og bøger, og tegnet satire og tegneserier. Siden 2003 har han tegnet serien “Otto”, en s/h pantomime-stribe som er trykt herhjemme og i udlandet. Foreløbig er udkommet otte bøger, senest “Otto in Toto”. Han har desuden udstillet og tegnet til antologier.
Ved 19 tiden optræder Wettendorff. Han laver et lille set med loopede bas- og guitar sekvenser, suppleret af sfæriske soundscapes og elektroniske beats.
Vi håber at se jer på fredag til lidt kunst, øl, vin og hyg!
Mange hilsner fra Anders og CMYKkld